Sider

tirsdag den 1. juli 2014

DIY kaffevarmer

 - til en lille stempelkande.
Jeg har hæklet i uldgarn, der passer til hæklenål nr. 3,5 (Faktisk kan det godt være en uld/akryl blanding, for banderolen var væk).
Hæklenål nr. 3,5

Lidt om mønsteret:
Det er lidt forskelligt, hvad det kaldes. Jeanette Bøgelund Bentzen kalder maskerne for popcorn, Sidsel Sangild kalder dem knopper og Garnstudios hæklevideo kalder dem bobler. Ligegyldigt hvad masken kaldes, laves den ved at hækle 4 stangmasker sammen i samme maske. Jeg vælger at kalde den boblemaske (bm). Gør således:

Boblemaske (bm):  I den samme maske hækler du følgende: slå om og lav en stangmaske, hvor du venter med at trække igennem den sidste løkke. Dette gentager du i alt 4 gange, så du ender med at have 5 løkker på nålen. Så slår du om og trækker garnet med tilbage gennem alle 5 løkker. Det kan være en hjælp at se denne Drops instruktionsvideo.

Bemærk: Boblerne hækles fra vrangsiden, og når der fx står 3 bm i opskriften, skal der hækles en fastmaske mellem hver boble. På alle rækker vendes med 1 lm.

Begynd med 46 lm.
1.rk: Begynd i 2. lm fra nålen og hækl 1 fm i hver maske rækken ud (45).
2.-4.rk: 45 fm.
5.rk: 8 fm, 1 bm, 13 fm, 1 bm, 13 fm, 1 bm, 8 fm.
6.rk: 45 fm.
7.rk: 7 fm, 2 bm, 11 fm, 2 bm, 11 fm, 2 bm, 7 fm.
8.rk: 45 fm.
9.rk: 6 fm, 3 bm, 9 fm, 3 bm, 9 fm, 3 bm, 6 fm.
10.rk: 45 fm.
11.rk: 5 fm, 4 bm, 7 fm, 4 bm, 7 fm, 4 bm, 5 fm.
12.rk: 45 fm.
13.rk: 4 fm, 5 bm, 5 fm, 5 bm, 5 fm, 5 bm, 4 fm.
14.rk: 45 fm.
15.rk: 3 fm, 6 bm, 3 fm, 6 bm, 3 fm, 6 bm, 3 fm.
16.rk: 45 fm.
17.rk: Som 13.rk.
18.rk: 45 fm.
19.rk: Som 11.rk.
20.rk: 45 fm.
21.rk: Som 9.rk.
22.rk: 45 fm.
23.rk: Som 7.rk.
24.rk: 45 fm.
25.rk: Som 5.rk.
26.-29.rk: 45 fm. Luk af.

Montering:
Kaffevarmeren hækles eller syes sammen i de 2 øverste rækker på den korte led.
Bindebånd:
Garnet fastgøres i næstnederste række.  Hækl 25-30 lm.

Hvis du bruger denne DIY, så husk at gøre opmærksom på, hvor du har den fra. Og send mig lige en besked - jeg vil gerne se jeres kreationer!


mandag den 23. juni 2014

Sommertid er istid!

Is er godt, men ikke altid sundt. Her har jeg lavet nogle meget kalorielette udgaver.
Opskriften på de lange, tynde is (Mælkedrenge) har jeg fundet på bloggen 200 procent.
Filuren og Champagnebrusen er inspireret af en opskrift fra Hendes Verden nr. 17/2014, men jeg har ændret lidt på den, for mine is er hæklet med tyndere garn og nål og har fået en rigtig ispind. Sjovt og hurtigt projekt - skal vist udvides lidt!

søndag den 22. juni 2014

Kaffevarmer til lille stempelkande

For et par uger siden fremkom en veninde med et ønske om en kaffevarmer til en lille stempelkande. Inspireret af Jeanette Bøgelund Bentzens puder med harlekintern i popkornmasker (Alt om håndarbejdes strikkemagasin nr. 04/2014) gik jeg i gang med en lille designproces. Der skulle to forsøg til, før det blev nogenlunde, som jeg havde tænkt.
Version 1
Version 1 havde kun 2 harlekintern. Jeg syntes, det var for få tern, og varmeren blev lagt til side, før jeg overvejede, hvordan varmeren skulle lukkes om kanden.
Version 2
Version 2 fik 3 harlekintern. Her var jeg tilfreds med dekorationsmængden, men løb ind i problemer, da kaffevarmeren skulle lukkes om kanden. Der var ikke plads til en knap på midten p.gr.a. ternene, og hjørnerne rullede voldsomt. Løsningen blev at jeg hæklede de to øverste hjørner sammen. I de nederste hjørner hæklede jeg bindbånd lange nok til at binde en sløjfe under håndtaget. Den løsning var jeg nogenlunde tilfreds med. I hvert fald tilfreds nok til at forære kaffevarmeren væk!
Version 2

Version 2
Herefter forsøgte jeg mig med en anden lukning på version 1. Her var nemlig plads til en knap på midten, da der jo ikke var lige så mange harlekintern. Jeg hæklede et underfald og en trense på modsatte side og syede en knap i. De øverste hjørner hæklede jeg sammen som på version 2.

Version 1
Hm... den kan da bruges, men hjørnerne ruller for meget. Bindebånd vil blive for meget og det hæklede stykke er slet ikke elastisk nok til at blive trukket ned over kanden, hvis jeg også hæklede de nederste hjørner sammen. 
Version 1
Der er altså plads til forbedringer endnu. Har I nogle forslag? En af dagene lægger jeg opskriften til version 2 på bloggen, hvis I skulle have lyst til at forsøge jer med den.

søndag den 15. juni 2014

Endnu et færdigt juniprojekt

Der er tale om en bestillingsopgave til en kollega. Hendes datter er vild med Barbapapa - om jeg ikke lige kunne lave sådan en til hende? Andre har heldigvis været i gang med det før mig, så jeg behøvede ikke opfinde den dybe tallerken. Opskriften fandt jeg her hos Pia. Jeg har hæklet øjnene i stedet for at klippe dem i filt. Her fandt jeg en passende størrelse øjne i bogen "Hæklet julepynt". Jeg har brugt det tykke bomuldsgarn fra Stof og Stil (godt 2 nøgler) og hæklet på nål nr. 4,5. Barbapapa er ca. 30 cm høj og har et lidt skævt smil og let løftede øjenbryn. Pyt, det er her man kan se at den er hjemmelavet. Det giver ham også lidt personlighed, synes jeg. Nu er jeg spændt på, hvad modtageren siger.


onsdag den 11. juni 2014

Færdigt juniprojekt - ét af dem

Juniopgaven med at lave bestillingsopgaver skrider fremad. Det første projekt, et tørklæde til min søster, er helt færdigt. Hun har selv valgt farvskiftegarnet, jeg måtte bestemme, hvordan det skulle se ud. Opskriften har jeg fundet i min mors Familie Journal.

tirsdag den 10. juni 2014

Nødhåndarbejde (Tromsø del 4)

Jeg var kommet afsted på rejsen til Tromsø med et strikketøj, der ikke rigtig egnede sig til flyrejser m.m. Nu skulle vi jo transportere os en del med fly, båd og bus, og jeg måtte gardere mig mod rastløshed og kedsomhed og opsøgte en garnforretning i byen. Heklekroken var en stor butik og havde et stort udvalg af bl.a. Sandnes og Dale garn. Jeg købte nu kun nogle nøgler bomuldsgarn og en hæklenål, så jeg kunne klare mig til jeg kom hjem.

Jeg gik i gang med et harlekinhåndklæde og var næsten færdig med det, da jeg landede i København. Opskriften fandt jeg hos Tichtach.
Jeg købte forresten en enkelt souvenir i en boghandel - en norsk hæklebog.

mandag den 9. juni 2014

Tromsø del 3

Hov, jeg blev jo ikke færdig med turen til Tromsø, men der kom en hverdag i vejen.
Vi var på heldagsudflugt den ene dag, hvor vi kørte med bus til Olderdalen og gav koncert i Kåfjord Kirke. Kirken var en lille trækirke, og modtagelsen var hjertelig og overvældende. Vi blev budt velkommen med et større kaffebord, og koncerten begyndte med at et lokalt kor sang for os på samisk og iført samedragter. Meget festligt! Så kunne vi fortsætte koncerten på dansk, norsk, latin og engelsk.
Efter koncerten kørte vi videre til Skervøy og gik ombord på Hurtigruten. Hurtigrutens skibe sejler op og ned langs Norges kyst og ind i nogle af fjordene. Nogle turister tilbringer flere dage ombord, vi skulle bare med et enkelt stop tilbage til Tromsø. Sejlturen tog knapt 6 timer, og der var ikke meget andet at gøre end at nyde udsigten og spise en god middag - ren afslapningsluksus.
Nå jo, vi gav også lige en minikoncert udenfor i kulden på agterdækket, akkompagneret af skibet buldrende motorer. Jeg spekulerer over, om publikum overhovedet kunne høre os. Vi blev i hvert fald fotograferet grundigt og er sikkert blevet vist frem i flere amerikanske og tyske dagligstuer. Da minikoncerten var vel overstået var der friskkogte pil-selv-rejer og hvidvin til os også (de øvrige turister pillede og spiste mens vi sang), men det ville jo indebære, at jeg skulle have vanterne af, og det følte jeg slet ikke for! Jeg nød i stedet kaffen indenfor i panoramasalonen, hvor jeg fangede et solglimt med kameraet. Vi lagde til i Tromsø ved midnatstid efter en lang og god dag.