Sider

fredag den 7. marts 2014

Noget om opmuntring

I dag vover jeg at lade skriblerierne bevæge sig udenfor den kreative sfære. Det skal handle om opmuntring - den opmuntring, vi alle kan have brug for, og som man kan være heldig at få fra uventede kanter.
Et eksempel: Først på ugen var jeg henne og købe ind. Vejret var koldt, blæsende og vådt, og arbejdsdagen havde været lang. I kan sikkert forestille jer sindstemningen - ikke høj, kan jeg afsløre. Ved supermarkedet sidder en harmonikamand, i anledning af vejret under en paraply, og spillede: "Gem et lille smil til det blir gråvejr". Det er da humor og overskud, og det muntrede i hvert fald mig op og lokkede smilet frem på en gråvejrsdag.

Dagen i dag har budt på et tandlægebesøg, og ikke bare et uskadeligt eftersyn, men et af dem hvor man skal ligge og gabe kæberne af led, mens tandlægen og assistenten undersøger, hvor meget de kan trække i mine mundvige, uden at de spækker. Da jeg på et tidspunkt kortvarigt selv bliver herre over mine kæbebevægelser, bemærker jeg, at jeg er uvant med at bruge kæberne så lidt i mit daglige arbejde som lærer. Mens tandlægen og assistenten atter tager magten, taler de om folkeskolen, inklusion og deres børn og børnebørns oplevelser. Og her kommer det opmuntrende: de deler bekymringen for, hvad de seneste og kommende ændringer vil betyde folkeskolen, og de udtrykker respekt for det arbejde, lærerne gør, med alle de udfordringer de møder. Jeg kan af gode grunde ikke bidrage til samtalen, men ligger bare og bliver glad inderst inde.

Efter endt behandling siger klinikassistenten: "Du spænder meget i skuldrene, når du bliver behandlet". Det kan jeg godt mærke - jeg er anspændt og tung i hovedet. Jeg forklarer hende, at jeg som barn var en af dem, der skulle holdes meget hårdt i hånden for at blive nogenlunde roligt i tandlægestolen, og det er stadig ikke helt let, men tænderne skal jo passes. Så synes hun egentlig, at jeg klarer det meget godt, men om jeg har tid til et kvarters massage i deres massagestol? Og pludselig blev tandlægebesøget meget mere behageligt! Hvem skulle tro at et tandlægebesøg kunne være så opmuntrende?!

Disse to små oplevelser har fået mig til at tænke på, hvad jeg gør for at opmuntre mine omgivelser? Opmuntrer jeg "bare" når det forventes, eller når det gælder folk, jeg kender? Hvordan gør jeg den lille forskel? Et klart svar har jeg ikke endnu, men det er da en tanke værd. Hvad gør du for at opmuntre dine omgivelser?

P.S. Undskyld det teksttunge indlæg - nogle tanker kræver mange ord.

2 kommentarer:

  1. Det er sådan noget, som er rigtig svært, og husker vi det i vores travle hverdage?
    Jeg er så "simpel" så jeg bare bager en kage og tager med, eller køber en buket blomster, eller ganske enkelt foreslår en kop kaffe...
    Det er ikke altid så meget der skal til :-)

    SvarSlet
  2. Fint indlæg med gode tanker... Det er måske især, når vi er trætte og lidt pressede, at man glemmer det der med et smil på vejen. For ofte er det jo ikke mere end et smil eller en positiv kommentar, der skal til. Og at bryde grænsen og bare sige noget/smile til vildt fremmede mennesker.
    Sundt at huske på - det kommer altid godt tilbage ;-)

    SvarSlet