Sider

mandag den 21. april 2014

Nu har jeg nået toppen, mor

Kan I høre Shubidua og selv synge videre?
Jeg har nået toppen på mit "Bjergtop" babytæppe. Jeg havde jo ikke nok af det blå garn, som I kunne se her, og måtte i byen efter mere. Da butikken ikke havde den rigtige blå farve hjemme, kom der sne på toppen i stedet. Det passer vel også meget godt - jeg har hørt, at der skulle være koldt deroppe.
Tæppet var i øvrigt aprilmåneds projekt i "12 months of knitting" udfordringen, så der er ekstra tid til majs projekt.

søndag den 20. april 2014

Påskeharer

Et af nørkleprojekterne i min påskeferie har været disse påskeharer. De har et plastikkinderæg i maven, så der kan fyldes påskelækkerier i dem. Inspirationen har jeg fundet her hos Lise. Jeg skal bruge dem til "storebrorgaver" til en barnedåb i dag.


fredag den 18. april 2014

Regnbue: gul

Gul er en svær farve. Jeg har tænkt på flere forskellige måder at illustrere gul på. Det første billede, jeg overvejede at tage, var et af den voksende bunke brugte lommetørklæder. Indholdet i dem er desværre gult...ØV! Så tænkte jeg, at der måtte være nogle kreamaterialer i den rigtige farve, men der fandtes ikke meget i gemmerne. Gul er påskens farve og i påskepynten var jeg heldig. Jeg fandt også et par ting i køkkenet og haven. Så her er det - lidt af hvert i farven gul (dog ingen lommetørklæder). Fortsat god påske.

torsdag den 10. april 2014

Regnbue: Orange

Jeg har for variationens skyld bevæget mig udenfor matriklen i jagten efter noget orange. Jeg kunne nok godt finde lidt herhjemme, men det andet var sjovere. Så her er et par huse fra bymidten, lidt skilte fra forretninger, et glimt af vejarbejde og et enkelt par sko.






mandag den 7. april 2014

Tæt på toppen

Jeg er tæt på toppen på mit Bjergtop-babytæppe, men det holder lige en pause. Jeg er løbet tør for det lyseblå garn - ØV! Så bjerget ligger stille, og det er trods alt meget naturligt for et bjerg, men ærgeligt for et babytæppe.

tirsdag den 1. april 2014

Regnbue: Rød

Okay, jeg var lang tid om at bestemme mig, men jeg hopper med på Regnbuebloggeriet. I denne uge er farven rød. Hm... Ikke min yndlingsfarve. I hvert fald ikke til beklædning, men farven findes rundt om i mit hjem. I billederne på væggen og på bøgerne i reolen.
De røde bøger repræsenterer en sjov blanding af genrer. Her er bl.a. kogebøger, spænding/krimi, biografier, humoristiske bøger, historiske romaner og en enkelt havebog. Mens jeg står og ser på bøgerne, overvejer jeg at rokere om på alle bøger i reolen og sætte dem i farveorden. Billedkunstlæreren synes, det kunne være så flot. Dansklæreren og bibliotekaren synes, det ville være noget rod og gøre det umuligt at finde noget. Sådan kan man gå og blive lidt uenig med sig selv :-)
P.S. Undrer I jer over manglen på kreabøger? De står i en anden reol, hvor jeg glemte at kigge.