Sider

søndag den 15. september 2013

Sensommer WIPs

Der har godt nok ikke været meget kreatid her efter sommerferien. Arbejdet og alle mulige andre ting tager tiden. Jeg er dog startet på et par små projekter, som ikke har deadline, og som er så enkle, at jeg ikke glemmer, hvordan det nu var, det skulle laves, hvis der går tid, før jeg får det i hænderne igen.
Jeg hækler blomster af restegarn. Opskrift og inspiration er fundet hos Dorte med bloggen "Mange bække små". Hun vil lave et tæppe fyldt af små blomster, jeg vil nøjes med at lave en sofapude.
I onsdags sad jeg og hæklede blomster til et foredrag på arbejdet og en kollega fulgte nysgerrig med i produktionen. I pausen bad hun mig vise hende, hvordan jeg gjorde, og inden længe havde hun overtaget garn og hæklenål og gjorde sine første forsøg med luftmasker og fastmasker. Der må vist arrangeres en kollega-hækle-workshop på et tidspunkt...
Det andet projekt, jeg har på pindene for tiden, er et "Seafoam" tørklæde/sjal. Det strikkes af to forskellige tynde garntyper, en lambswool og en hør fra Væv & Flet. Det er meningen, det skal filtes let, når det er færdigt.

2 kommentarer:

  1. Hvor er det skønt at se, at andre også er faldet for manien med blomster! Hvor langt er du? Det ser godt nok ud til, at du er flittig :-)
    Er så glad for, at jeg lige fik kigget forbi. Mit eget blomsterprojekt har nemlig ligget stille et par uger, men nu fik jeg blod på tanden igen!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har 59 blomster, men projektet ligger lidt stille for tiden. Dels har jeg næsten brugt resterne op, og jeg skal altså lave nogle flere blomster, selv om jeg bare vil lave et pudeforstykke på 40x40 cm. Dels skal jeg hæfte ender...

      Slet